mandag den 27. marts 2017

træt som et ondt år og mere end det: med svanernes indsigelser i baghovedet søgte jeg vand og lod talen vige til fordel for skriget mens jeg også kunne se at lyset hed noget andet end lys, lyset hed mørke, og lyset hed hån, og jeg elsker en tekst hvori en pige nægter at tilegne sig løgnens væsen, fordi hun går i enge, i ikke i forfald, eller små sko, for små, forstenet, fordi man ser sig tilbage, mod det tårn der er brudt ud i flammer, fordi man ikke kan dy sig, og så slår man rod, og står og står til evig tid, næsten som et træ, men ikke, mens noget brænder til grunden, og dem man har kær har mistet én til nysgerrigheden, og at man lige præcis, når det gælder, vælger, tvinges, den bydende nødvendighed, i: i: at byde trods, og elske sin skulder som man ser over, og overlade sig til evigheden, sådan at det menneskelige går af én som det bladguld der dækkede præsidentens næse, næsen som min søster og hendes bekendte gned på, inden de skulle stå for dom, sådan at han lignede en klovn, på en fin måde, sådan at han bragte held, og at han var sten, og at jeg stiltiende ser til mens jeg taler for højt mens jeg bryder ud af et rum med mange tomme stole, og orange bukser der matcher de hynder, men jeg skulle skride ud anderledes, nu sent, nu er det, og sent,

ræd

for at té mig galt

til teltene!

hvis jeg ledte en hær
led verdens kvaler
ødslede mine penge bort til ønskebrøndene

og tog billeder

altid

og kun af mig selv

som var jeg det eneste der fandtes

og det er jeg næsten

nu jeg ikke længere ved ud eller ind

levende råd

der gives igen


sedler

tilgiv mig

det her er straight nok

sådan når jeg til ro

(ro ro ro min båd)

kæntr

men jeg ved ikke

solen  solen

solens sol solens sol er måne er månens måne stjerne nej det er lommelygte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar