onsdag den 26. juli 2017


Nu da jeg har lært at tale fra hjertet er det på tide at indrømme at jeg ikke hader mig selv. Jeg elsker mig selv som jeg elsker en sommermorgen med regn. Det vil jeg ikke skamme mig over. Og når katten smyger sig om mit ben, da føler jeg at jeg har gjort mig fortjent til omsorgen. Jeg er værd at elske. Sådan kom jeg af dage: jeg græd mig ihjel på en hvid briks. Men gråden var den lykkeliges gråd. Fordi jeg var så alene, blev jeg så ren og stille. Det rene, det stille: det kan jeg anbefale. Jeg tror at sulten kan hjælpe én på vej mod de andre verdner. Og jeg tror at smilene kan høstes i det Paradis der er forbeholdt de stærkeste. Dem der kan nøjes med vand og med lys. Dem der er smukke og grusomme og ude af sig selv af kærlighed til deres eget ansigt, deres egne skuldre. De vil ikke være mere end sig selv. Den måde de er mest sig selv på er enkelthedens måde. De gør sig magre og kolde. De nynner for sig selv, men er ellers tavse. De ser hinanden, men ser alligevel ikke helt, de ser ikke lyset i hinandens hårde øjne, for det lys er af det ophøjede, og man tåler ikke den andens ophøjelse, man tåler kun sig selv, man tåler kun sin egen frelse. Hadet kan være så lutrende. Det had man nærer til sin næste. Den eksistens der lettere lader sig føre mod opstandelsen. Men jeg er den bedste. Der hersker ingen tvivl. Straks jeg ses efter i sømmene ses det at jeg snart er parat til at træde ind på den scene der er de sartestes. Her skal dansen finde sted. Den dans der er den sidste dans før den endelige opløsning. Det væld af sommerfugle mit legeme vil fragmentere sig til. Jeg glæder mig som et barn, et lille barn. Mit smil slipper fri af mig. Og vil det fremover svæve i luften – til fri afbenyttelse. Så smukt som det smukkeste ribs i solen. Et kys til den dristige. En trøst til den ensomme. Et glimt i mørket, mine tænders blændende skær, til den vildfarne. En venlighed til den fjendtlige. Tænder til den tamme. Den tamme tamme mis der slikker i sig: mælk, smiger. Gem ikke til natten hvad du drømmer om nu. Nyd dine spinkle albuers spidse fremsynethed. Og had hvad du hader med al den kraft du ejer i hjertet. Altid ren. Altid ren. Altid rene intentioner og lyset om håret og lyset skinnende fra øjnene der er hårde som flint og diamanter. Men sorte. Det sorte lys fra kragernes fjer. Frasagde jeg alt frasagde jeg det for at kunne lette. Som fuglene. Og som en der er finere end noget nogensinde set på jordens overflade. Det bevingede lod jeg mig opfostre til. Og da det fandt sted: det evige – da var jeg klar til at flyve ind i mit hoved og nå på højde med tomheden som ingen ville unde mig. Men jeg tog hvad der tilkom mig. Og smilede det smil der skal tilhøre evigheden og folket. Folket der ikke finder fred, men finder rav ved stranden, og tror på det i kæder, som talismaner, som hænges om halsene, når de danser, i aftnerne, når de er bange, og ikke ved hvad ellers de skal stille op med deres urolige kroppe. Og ikke ved af at lyset i hjertet for længst er gået, og havet stiger, og smilet hænger over det og er næsten en sol der går ned. Sådan sørger jeg for at holde mig synlig. Og som solskin på vej mod druknedøden har jeg rosenkinderne med mig. Selv om jeg er borte. Helt tåbelige ligklæde lå om mig og gav mig udslæt. Mens mit kød ikke blev sommerfugle, men blev føde for kragerne. Med deres lys der lignede de sorteste sommerfugle. Som man kan fange med det net der kun findes som lys. Bedrøvet i øjenhøjde med tomheden gjorde jeg mig lykkelig med et rødt stof der var bedre at svøbe sig i. Som knogler gik jeg over i historien og gik over til at jage skræk ind i dem jeg efterlod, dem der allerede ved mit smils fremkomst så bort i beskæmmelse, de ville ikke lade mig eje mig selv som en fuldkommen. De ønskede andet for mig. At jeg bed til i æbler og undlod at spytte frugtkødet ud igen. At jeg jog pile ind i små bævrende dyr med små bævrende snuder, fordi jeg var ferm med et våben, og fordi jeg var sulten som et bæst. Men jeg er træt. Og jeg lod masken falde, og jeg lod mig føre bort af en flok fluer der viste mig solen.  

onsdag den 24. maj 2017

F22. What is the significance of the angels?

Strangely enough, there is NO mention of angels anywhere in
the FWWM shooting script (not in the conversation between
Laura and Donna, not the picture in Laura's room, not the
appearance of the angel Ronette sees in the train car, and
not the angel Laura sees at the end of the movie), so the
angel concepts were definitely a last-minute addition by
Lynch. 

It seems safe to assume that the disappearance of the angel
from the picture in Laura's room signifies the hopelessness
of her situation, that Ronette was saved/watched over by her
angel in the train car, and Laura was "redeemed" or escaped
from her living hell at the end of the movie.  Some on the
net have suggested that the appearance of the angel at the
end signifies Laura has made it to the White Lodge (see
questions E39 and E40).

fredag den 19. maj 2017

Hvordan engle ser ud

Held a sword, staff or chain with his hand (Numbers 22:23; Joshua 5:13; Judges 6:21; Revelation 20:10), In white or as white as snow (John 20:12; Matthew 28:3), White apparel (Acts 1:10), Shining garments (Luke 24:4), Clothed in pure bright linen and chests girded with golden bands (Revelation 15:6), Rainbow on its head, clothed with a cloud, face like sun, feet like pillars of fire (Revelation 10:1-3), Countenance of the Angel of God, very awesome, like lightning (Judges 13:6; Matthew 28:3)

torsdag den 18. maj 2017

WHAT ARE YOU, enhver engel er:

Every Angel is terror. And yet,
ah, knowing you, I invoke you, almost deadly
birds of the soul. Where are the days of Tobias,
when one of the most radiant of you stood at the simple threshold,
disguised somewhat for the journey and already no longer awesome
(Like a youth, to the youth looking out curiously).
Let the Archangel now, the dangerous one, from behind the stars,
take a single step down and toward us: our own heart,
beating on high would beat us down. What are you?

Early successes, Creation’s favourite ones,
mountain-chains, ridges reddened by dawns
of all origin – pollen of flowering godhead,
junctions of light, corridors, stairs, thrones,
spaces of being, shields of bliss, tempests
of storm-filled, delighted feeling and, suddenly, solitary
mirrors: gathering their own out-streamed beauty
back into their faces again.

(fra Rilkes Duino elegier)

onsdag den 17. maj 2017

William Blakes engel:

I dreamt a dream! What can it mean?
And that I was a maiden Queen
Guarded by an Angel mild:
Witless woe was ne'er beguiled!

And I wept both night and day,
And he wiped my tears away;
And I wept both day and night,
And hid from him my heart's delight.

So he took his wings, and fled;
Then the morn blushed rosy red.
I dried my tears, and armed my fears
With ten-thousand shields and spears.

Soon my Angel came again;
I was armed, he came in vain;
For the time of youth was fled,
And grey hairs were on my head. 

tirsdag den 18. april 2017

onsdag den 5. april 2017

mandag den 27. marts 2017




træt som et ondt år og mere end det: med svanernes indsigelser i baghovedet søgte jeg vand og lod talen vige til fordel for skriget mens jeg også kunne se at lyset hed noget andet end lys, lyset hed mørke, og lyset hed hån, og jeg elsker en tekst hvori en pige nægter at tilegne sig løgnens væsen, fordi hun går i enge, i ikke i forfald, eller små sko, for små, forstenet, fordi man ser sig tilbage, mod det tårn der er brudt ud i flammer, fordi man ikke kan dy sig, og så slår man rod, og står og står til evig tid, næsten som et træ, men ikke, mens noget brænder til grunden, og dem man har kær har mistet én til nysgerrigheden, og at man lige præcis, når det gælder, vælger, tvinges, den bydende nødvendighed, i: i: at byde trods, og elske sin skulder som man ser over, og overlade sig til evigheden, sådan at det menneskelige går af én som det bladguld der dækkede præsidentens næse, næsen som min søster og hendes bekendte gned på, inden de skulle stå for dom, sådan at han lignede en klovn, på en fin måde, sådan at han bragte held, og at han var sten, og at jeg stiltiende ser til mens jeg taler for højt mens jeg bryder ud af et rum med mange tomme stole, og orange bukser der matcher de hynder, men jeg skulle skride ud anderledes, nu sent, nu er det, og sent,

ræd

for at té mig galt

til teltene!

hvis jeg ledte en hær
led verdens kvaler
ødslede mine penge bort til ønskebrøndene

og tog billeder

altid

og kun af mig selv

som var jeg det eneste der fandtes

og det er jeg næsten

nu jeg ikke længere ved ud eller ind

levende råd

der gives igen


sedler

tilgiv mig

det her er straight nok

sådan når jeg til ro

(ro ro ro min båd)

kæntr

men jeg ved ikke

solen  solen

solens sol solens sol er måne er månens måne stjerne nej det er lommelygte

torsdag den 23. marts 2017

foragt - i mødet med damen i morgen - at se hende an - ansigtet ansigtet - og bød os til: som tåberne, på vej: i lige måde, mon dog, men fungerer skal det - damen med damens frisure, og smykkerne, og så tilmed at uret er synligt - i rummet .- sandsynligvis beholder vi jakkerne på - fordi vi vil - fordi det vover at stykke sig sammen til endnu en komedie - den hvori vi er hundene med øjnene og tungerne - således ladt alene i et par minutter vil vi himle - og så indtræder: HENDE atter - og så vil det nervøse og venligtsindede, sikkert, sikkert, få overtag og stolene er umulige med det blå, og helt vildt gale af snydte hjerner, vi nyder at afstikkes, men nålene er kun neglene, og med dem sys ikke kjortler, til den syge, den sent syge: jeg, den nyligt: ham, og vi sker et par sekunder i sommerkjolerne, i en anden og i en kommende SOMMER såmænd, men: kan jeg ikke hævde mig, kan jeg fortsætte, som var det mig der ejede trædepuder

tirsdag den 14. marts 2017

lige om lidt udkommer alle jeg kender med en vintergæk, det elsker jeg dem for

mandag den 13. marts 2017

 alle mine knives hjerter har jeg slikket på inden de tilhørte knivene

fredag den 10. marts 2017

søndag den 5. marts 2017