tirsdag den 7. juni 2016

fanbrev

så pjaltet og oprømt, jeg mener: jeg læser det vidunderligste og må bøje mig i støvet, der er en trang til at hige efter at nå op / hen / dertil / og hvor hvor er det, pyt skal jeg sige, pyt med den gudesmukke sol og lyset og hende der kan skildre sin himmel til hudløshed, et henrevet hjerte jeg har mig og som slår slag, når jeg gav mig i kast med at følge betragtninger og ødselheden med det skønne, hjertet i skrinet og bare fra et vildsvin, det er det en dronning gennemskuer, sender jægeren ud igen og gentager: hil mig og meld pas. vaskede fødder og den magreste talje, et opført anfald, jeg mener, sådan at té sig, og endda foran det evindelige spejl, men hvad gør hun, et lyn rammer og panden lyser og man skal gurgle mere i vinen for rigtigt at kunne smage smagen, jeg mener: mine helgeninder er yndige og kan forføre mig til verdens ende og alligevel vil jeg ikke vide af at jeg higer efter det blege, men det gør jeg, klart nok, at se det er let, alle må kunne tænke: tyv, tyv til sålerne er slidt op, lille listetyv, i natten, et mørke, i mulm og mørket der er nattens, så tog jeg mig en frihed og var endevendt og skæbne og hvad skal jeg komme at gøre efter? feje gulvet lidt finere, et ihærdigt virke, jeg kunne så suge til mig, og alle de myg der ville skjule sig i min mundhule, dø af savlet, og genopstå i skikkelse af sommerfugl, er det det der er trangen? og må jeg stå imod, hvad har jeg at stå imod med? mit korpus, ladt alene, og ikke at glemme: en skygge, jeg har bare at hæmme udvidelsen, jeg kan se en indskærpelse ridset ind i din hud, på albuen, tørre og røde og spidse albue, vittigt og varsomt, ønsket: at spionere og spionere ind til vablerne brister, det er så svært at vakle sig frem på tå, og også helt idiotisk ikke at beskytte huden med strømper, mod sandalerne, plastre sig til, trædepoter, så jeg kan gå helt blødt, som en kat, som den skygge, den skygge jeg kaster, og hun krymper sig, for jeg stirrer hende an, men jeg mener: hvad gør du? hvad gør du? stiller op og stiller noget op og holder inde og ældes, jeg vil ældes og blive så smuk og så stille, tie meget mere, mere mælk i glasset, mere gråd ned i maden, så jeg kan salte og være serverende, men hun, hun med et sølvfad og tungen og hun der spiser mig af med lys og letheden, jeg lurer bag en slåen og hun holder sit vejr, og jeg klapper klapsalver helt alene på de ødeste egne og sådan falder jeg også om halsen på fremmede og forklarer dem mine fejlslutninger og man ved ikke så meget at gøre andet end at give mig et gævt slag på mit skulderblad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar