fredag den 3. juni 2016


Ude at lufte og målrettet, se til siderne, og så: søen, man kalder ind: se en te trække, man siger: stolen vakler under min vægt, tager til genmæle: melodien duer næppe, og jeg kan ikke aflæse disse pletter plettet fra kaffen som noder, beklager, jeg beklager mit humør – det usle, jeg tager et tag i hankerne på en pose og ranker mig og går med poserne og de er tunge og jeg har købt ind af frugter og andre ting og supper og jeg må, må jeg? Må jeg se ind af vinduer og iagttage folk lægge tøj sammen og dernæst putte tøjet ind i meget store skabe, se se se, et es i ærmet: at man drattede ned fra stolen og slog sig og slog sig ret hårdt og de skønne mærker man fik: man blev en prinsesse og hentet til tårn, mens hanen galer, mens teen trækker, mens far gafler ål ind i sin mund, han fangede den, og jeg er ikke ked af den skade kroge gør, jeg hader fisk og også mine fede lår og også postulerede myg, man venter sig det værste: kløen, skoven, træer for tætte og for grønne kroner, nej, nej det er jo ikke det værste, måske: koketheden, ikke at undslippe, smøre smøre ind: rygge, ryggene, æggende, knoglekonstruktion, rygsøjlen, man kan se den titte frem, helt takket og skjult bag hud, hvis den lige pirkede sig ud, hvis knoglerne blev skarpe nok, hvis man var alt for tynd, hvis man drejede sig vildt hurtigt og så kunne knoglen bryde frem, hvis det hændte, en vold, lille ryg, bøjede i støvet: de der beder om noget, hylder månen, hvis der er flere: måner, gamle mænd med hårtab, bøjer sig i støvet, i glimmerstøvet, bider i græs, bider i æbler, begræder tab, begræder tilstande: fx: fx: feberen, fodlænken, liderligheden, håndholdt kamera og et langt skud af underkastelsen, en ært, en ært trillet ind under sofaen – man ser det mens man er på knæ, mens man er på knæ frier man til sin kommende hustru og hun holder igen med sine formaninger, for hun ved, hvad ved hun? Hun ved noget om hengemte damer og ødelagte tænder og døsige nætter i varmen i varmen i varmen der er klaustrofobisk og evig, ser det ud til, ser det ud til som i en sauna, en trance en tilstand af: ligegyldighed, over for: over for: overfor mit hus: et andet hus, et andet kæledyr der sidder i vinduet og vifter sin hale og har en snude, hvis jeg skulle gro noget skulle det være knurhår. Skal jeg skal jeg skal jeg? Skille bukke fra får, ændre en kode, tillade indgang i fængslet, jeg er vagten og ikke let om hjertet, ikke let til smil, ikke uden afsmag for æg, at man bedes tage sko af før man træder over tærsklen, intet svineri her, jeg gider det ikke, renselse og sæbe og rens det, rens det fri for smuds, se til teen den trækker det er lakrids det er kanel det er vinterte, og midt i sommeren, som også: uden sne som også: uden godmodige muler der tager imod gulerødder, jeg ser at der er meget øg at tale om, og manken, men jeg generer mig her, og holder ud i strakt arm: hvad siges kan, kan tænke sig: latter og kyser, jeg må ty til grene: som en fugl, dratter ned, ned i huller og ind i huler et sted et sted

Ingen kommentarer:

Send en kommentar