lørdag den 13. februar 2016

dagmånedår

det her bur er valgt og til lejligheden: en plante, for syns skyld og også fordi: noget må leve, og spire, jeg ved ikke, en blomst, to, tag til takke med: ormene i skufferne, jeg ved ikke hvordan man får dem bort, det nager mig, kryb og katte og min skat der skal tie med sit show, som om, om jeg kan hænde som en fest - da vil jeg være rettidig og uden dikkdarer, det er hvad jeg forventer, præcision, nej, nej nej, rod, og mange mider i melet, jeg forventer også: tyl og gråd. eller jeg er ikke videre i humør til at skrive så langt fra der hvor jeg er, men hvad kan jeg, jeg kan også bare gå og gå indtil jeg er træt og så sove, men det kan jeg heller ikke. ikke døm mig på det her. jeg holder mig bare i gang og mine fingre motionerer, der er så meget der skal tales til rette at det er helt uoverkommeligt, min tunge. og bare tør og med for meget sult. sådan på sekundet: mål hvor kvikt det er at finde en flues æg. bag en kage. skam dig. dårskab. ske med sneen. smelt. nøl med minutterne, tiden går og der er æg, ak og ve, jeg ved og ved og ved godt at alle de der lærer alfabetet vil ælte dej, nej, jeg, hej, går i tomgang, og låser af efter mig, og så går jeg nok bare nu, og jeg kan ikke slutte tekster mere, ej det her er ikke en tekst, men jeg kan altså ikke slutte tekster mere fordi per aage brandt indførte begrebet kadencefeber og nu føles alle afslutninger på al tekst som tåbelige sløjfer, fuck, så ja. gå

3 kommentarer: