lørdag den 19. december 2015

klink

hvor man
segner og så er der bevågenhed og lys lige
i ansigtet, så står der
skær om
ørerne og man er
nær ved engel og led og ked af al den
stråleglans, glid ned med
mælk, du kære kære mandel, jeg evner
at sluge og at
grue for
dun på arme, hed harme, et lille vir med hovedet, så så man sig nikke
en befaling til
et hjerte, jaja, jamen det
er så det det
er: en stær: en blå fugl med
blå ben fordi
den fryser og flyver og fryser sig
til
standhaftighed, en nat med måne og æbler og bløde
snegle at
skvatte i, i sig selv en befrielse: at gå
fra
tænderne i æskerne, ikke se i øjnene: at
man har udskiftet smil og vasket
kjoler og er ankommet til et sted der skal
varetage hjernerne og
skaderne, skaderne der ikke er fugle, desværre, sådan er
det fat med omstændighederne, med
neglene at de
er så lange at de er kløer, et dyr, og på sigt:
til at pille ved,
det skal bedres, og besinde sig, mens mælk syrner, og man
hænger med næbet i sine
pjalter, lige ved siden af sig selv, lidt bare,
og et træ - et juletræ med en plasticske som pynt, så pyntet man er i
sin t-shirt uden bh og uden
sminke og uden
at klandre de der siger: tys



1 kommentar:

  1. Det er digte som dette, der skal overtage verden! Cecilie, skriv det hele, smadr syntaksen og skriv den indre mening ud, det hele! Og så kan mine hænder netop bruges til at klappe med. Hele vejen igennem!

    SvarSlet