torsdag den 17. december 2015

brøde

i ugen op til
det der indtraf da jeg var
yndigst, skete der også det at
man så sig nødsaget til at indsende en
klage, endda en formel én af slagsen, man
mente at vide at jeg havde
overtrådt en væsentlig
regel, en regel der gjaldt for alle, men først og
fremmest mig, jeg havde taget mig en frihed, den frihed - at skænde
på en fugl der
åd af mit brød, mit brød der var nybagt og tiltænkt en søster, en søster der græd mange salte tårer over sin tilværelse i skoven, en ensom tilværelse, hun græd og græd og blev
sulten og tynd af
gråden og derfor bagte jeg hende et brød, og det var bagt med stor anstrengelse og slet
skjult utålmodighed, og så det at en
fugl kom forbi (under nedkølingen) og
så sit snit til
forsigtigt at nippe krummer i sig, det fik mig til helt
at miste besindelsen, jeg kunne ikke rumme
at mit bagværk fik
synlig skavank, jeg blev vred på den fugl
der havde formastet sig
til, i ro og mag, at mæske sig
i mit brød, i min søsters kommende måltid, jeg lod den vide, fuglen - med hårde, uforsonlige ord - at det ikke var
okay at
rane til sig af
andres frembringelser, i hvert fald ikke uden først at have spurgt om lov, og jeg formanede
fuglen til skam og flove
øjne, jeg bød den at skride, og jeg opfordrede den til at tømme sin
lille beske maves indhold ud i
møddingen, så den kunne tage ved lære af
sin ugerning, at den skulle tage sin straf som en mand, og ikke
sidde der på grenen og pippe klynk mod solen, som
om der er sympati at hente, der, i lyset, jeg ved
at man kommer
længst med anger
og gustne
fjer, se det må du tro på, kære fugl - at der er ingen tilgivelse at hente, ingen vil komme ilende og
fritage dig for skyld, du er en ægte
forbryder, lille fugl, og tilgivelsen findes ikke
i mit hjerte, ikke i dag, og sikkert ikke
nogensinde, lev med det og døs ind i
tristheden der gråner dig til
uigenkendelig
spøgelsesfugl blandt
smukke fugle, vid at du er uønsket og en skamplet på
fuglestanden, jeg ser ikke mildt på
pirk i skorpen på det
brød jeg agter at
fodre min søster med ved først
givne
lejlighed, desværre, der skete det at
man
beskytter fugle og
de der kvidrer i nætterne og man beskytter dem med næb
og kløer og overhører man fx mig
skænde en fugl i
sænk, da skriver man klager og sender dem ind med underskrifter og stempler og det hele
og
man får ret i sin
sag og man siger mig så at jeg
må se at få styr på min
vrede, jeg må
ordne mig bedre og mere nænsomt og jeg må skåne små dyr
der blot
lokkes til af velduft
og håb om lidt
nænsom behandling, gæstfrihed, og gode miner, jeg må ikke
være ond og i dårligt humør, heller ikke selvom jeg
er søster til min søster som
hulker blandt træer og har insekter kriblende i strømpebukserne, det går
ikke, ikke under nogen omstændigheder, at jeg
buser ud
med råb og afmagt, jeg må lige tage at klappe hesten, tælle til
ti og
tømme kattabakken og så vende en kind til og duppe mig
med en klud på panden, og lade
det
ligge, den sag, det lille tyveri, jeg må ikke
tage sådan på vej, det
varsler ilde for
mit kommende virke, et virke hvor jeg har meget ansvar og hvor
alt står på spil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar