onsdag den 4. november 2015

041115

for jeg venter og venter og venter at et mirakel indtræffer: en kastanje ædes af kat, nej, jeg kan ikke forestille mig noget der er virksomt. Andet end:
æde
det
i sig, og dernæst: hvile ud efter:
strabadserne, det er tilladt: at man tøver og giver op, og vælger at
fodre ænder til
solen går ned, til der ikke er mere at gøre ved det
sammensvorne ved fugle
på træk, jeg mistænker meget, og aner at man
i skyndingen har
glemt at sætte
vand over til
te, en ny keddel, men hvad nytter det når der sjuskes med
ritualerne i eftermiddagene i
stuerne hvor gengangere generes af
stueurets lyde, lad mig komme an på en prøve og beslut så om jeg
er
parat til at vogte
æg, jeg skal vise mit værd førend jeg
kan vigte
mig af at være hvervet som
udruger, beskytter
af de
der skal klækkes, de der skal komme og
gå som
bevingede, og mon ikke jeg trættes og mon ikke jeg ser mit snit til
at spionere på en ånd der helt uforvarende er blevet
hovedperson fordi den står
og træder sig selv nervøst over fødderne, og tøver med sit hjemsøg, hvad ligner
det at vente til der ikke længere er
fare på færde ved kaminen, der er ikke meget mod, blege trutmund, og i
flammers skær - så så man lige
mig lune
en skal og
afvente