onsdag den 6. maj 2015

mismismistankeanke

snarere henført end: med næse i sky (og imens så jeg en flue hoste og dø), hader at stinke af alder og parfume, og det gør jeg, til segn, til sættes op og er rank, og også i stand til at holde position meget længe, sluger støvpartikler, og: beklager, beklager: det, men mest sker det i mit: STILLE SIND, som sartere end før, og her er en gentagelse, er jeg sikker på, der er ikke mere, og malket tom, søde ko på mark, jeg kaldte den ikke noget for den var dog blot en ko på min mark, naboareal, er det løgn at jeg sår tvivl i sind, tvivl om sandhed og fotografi, jeg snerrer som blodtappet, sted ud et bevis på yderligere anstændighed: at jeg udbedte mig en undskyldning fra den dame der synes at erklære mig krig, og det i et lokale langt langt borte, man lod mig ikke se mig an, og man forbeholdte sig ret til at ælte mine fedtdepoter godt og grundigt igennem, jeg giver ikke meget for høflighed, men jeg manglede: beklagelsen, uh så forurettet og sær, og som jeg slingrede hjem på overbelæsset cykel, som jeg slingrede som jeg er: gennemgramset og fuld af snavs, jeg cyklede min harme hjem, jeg jog ind i favn, jeg jublede med mine suk og så kom mit rasende efterspil: at da det kom til stykke: at det der skete var: vi lod det ligge, og min dunst var ikke at ignorere, det blev den: kan jeg lige love for, halvt afkrænget buksedragt, hvad behager mere end et mikroskopisk pigebryst at sutte lidt mere pastelvortet (hvornår mørkner de?), what, holder ikke ord, siger ikke fermt frem som en anden anden, men hvad gør man når man oplever sirlig og ældet hånd række ud og krænke, med det mener jeg: lidt spyt på servietten og så gnide plet bort fra kind, og så gider man bare ikke sige sig fri for at: SELV UDE OM det, mit spild, min sorg, mit sukrede karamelæble i solen i alt for lang tid, for alt for lang tid siden, det der tælles er perler i aske, det der gælder er regler skrevet ned på papir, hahahaha indebrændte brynjebarn, hæhæhæ, jeg har ikke set hvem der sender trusler, men jeg er modtager, og jeg er yndig i aftensolen, og det var hvad jeg afviser: at huse disse tanker: at jeg er yndig i aftensolen, jeg skammer mig over at ænse mit spejlbillede, og som sandt er: jeg fortjener den straf jeg fortjener, jeg får den straf jeg får, det er for sent at sende afbud til udflugten, jeg ved ikke hvilken, et sted skulle vi hen, har opgivet at give mening, men jeg mener mig dog i det mindste i stand til at afgive en form for livstegn: et ekko eller andet i den stil, som altså noget der vækker genklang, ikke på en god måde, bare på en måde, pynter og pynter, bare for at foretage mig noget, når det nok, min søvn, forspildte snork, snakket ud, og som zombie i en sofa med en ske: slubrende slubrende, det er ikke et scenarie jeg vil fremvise på anden vis - kunne fx være billede, slet ikke set, satte mig for at prøve at bevæge mig lidt ud - så sker det at jeg: KOMMER UNDER MISTANKE, og hvad kan jeg så gøre andet end atter at fortrække til mere trygge kroge, som en fisk i vandet: til falds for glitrende vedhæng, krølle sig sammen, knæ under hage, fundere over om mon månen er en anelse stødt - månen som er et æble som er blevet tabt, sesese det er skod sagt, for tyst og for for sent, et til prik på skulder og jeg vil blegne mig så hvid at jeg er en anvendelig læselampe

Ingen kommentarer:

Send en kommentar