søndag den 17. maj 2015

hys

jeg med et hjørne at skamme mig i, således er jeg sikret og så så man den der var en kryster ile frem til fedtkuglen og dernæst bare nippe løs, nippe og nippe indtil INDTIL at
denne eksistens
simpelthen ikke længere formåede at sluge sig rask, og derfor, DERFOR siger jeg jer, derfor dånede og
fik grønne plamager på kjolen, som jeg fik grønne plamager på
kjolen på
grund
af græsset der var fugtigt, på grund af græsset, vil jeg tro, fik jeg stress jeg skulle ikke bekymre mig sådan
om muldvarpeskud, det
gjaldt om at rane til sig af æbler og blommer (før det var for sent) og så stå der og koge
grød til alle
de gæster der gik igen og ikke tog bordkortet med hjem, altså det var
helt
til hundene, og jeg begraver som sagt min
skam
i det hjørne jeg ejer, der er min skam, og der kan jeg skamme mig ud og jeg kan tage den lidt med
ro
og jeg kan vide mig sikker på at ingen vil nænne at fjerne spindelvævet til næste gang
jeg eller
bare
nogen som helst anden
skulle hige efter et sted
at trække vejret dybt ned i
lungerne, lungerne der er så forsigtige med at trække vejret, og det kan gøre ondt, især på gæster
med grød i maven, det kan gøre ondt
at trække vejret, at ane at noget ikke er som det
bør
være,
at
titte hen til den
faldne, hen til mit hjørne jeg tager det
ret
tungt når jeg ikke når at registrere hvem der
bare lige
kommer og går og går
forsigtigt til værks og går helt gal i byen, helt gal i skralden bliver jeg når jeg under dans føler mig trådt over
tæerne, min ømme fødder, og mit skørt der suser, jeg vil ikke
tilgive den der klodset
forvolder mig smerte i dansen, det er en mening jeg har, det er en grænse jeg udbreder mig om: at elegancen gælder om
syv minutter
og cirka tre sekunder, jeg kan godt love jer for
at jeg
er nøjeregnende og konsekvent
med håndhævelse
af regler, jeg straffer den som formaster sig til at
lade mig
ligge og
hulke for længe, længere
end
syv minutter og tre sekunder, det er
vigtigt
at jeg er parat til at
rense sjæl og dryppe et par dråber væske
i en anden væske og lade den væske indgå i et ritual der munder ud
i
den store sorg over solens
snarlige nedgang, jeg
hader nat så
meget
man skulle tro det var
en løgn, en løgn at mørket falder på, og også i mine
armhuler hvor jeg har groet mig et helt lille kradsende vildnis af
mørke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar