lørdag den 9. maj 2015

tøveøve

leger til enden er nær, byder på ribs, og strejker, jeg kan længere se end du, jeg ser helt ud til den herres lygte, og alt du siger vil mig det nådigt, jeg sky og skamfulde kan evne min vrede

gå til senere time, og også mit åndehul, jeg jog gennem de buske, jeg ankom, og fik fred, også med mariehønen på min hånd, til jeg som også mine søstre aner at det er et bekendt sted, mit blik bløder dig op, og må du mæle et ord om min hvide kind: kend mig på min rødmen, jeg må ikke sige det, men jeg: jeg: løsner mit hår og orker at svede, pletter under armene

for om inden et sekund: et kys, afskåret og munter, men jeg mente mit suk, som alene her i et rum, og ramt af tanken om: kvidder der forstyrrer min søvn, det vil sige: at vågne og være helt hidsig, en blære fyldt med alt for meget tis, jeg kan tømme mig i mørke, jeg tænder ikke lyset

husk på at frugt af vreden er kærlige strøg langs rygsøjlen, hvilken belønning, og at jeg orkede det udråb, det gav sig selv at vi sad og sad sammen som to der brød sig om at ivre, et lille mimret næsenus, når jeg når gennem disse hårde ord, vi vinder tid med vores velkomst 

tøver og leder atter efter en anledning til at tage afsked med solen, jeg gad ikke park i dag, ikke grønt, jeg snyder mig til kræ på trappen, jeg har en lille pigerøst at gøre godt med, og jeg må kalde med et lillebitte kald, og jeg må vente et opkald, og jeg må sjuske med min søvn, jeg må lure på dagene, og jeg må møde alle med de smil der er så anstrengende at smile, meld det til de der tier med deres mistro

så du mig sartere end du troede, at jeg kunne være så fuld af hjertefejl, lygtede mig frem til at finde en skat i stjerneskær, en aflåst dør der lokker mig til sig, jeg ville bryde ind og jeg ville stjæle mig en kæde af sølv. jeg ville være en tyv, en tyv man kunne fængsle, man kunne elske til døde, jeg husker mig selv på at jeg ikke kan mønstre endnu et fantasifoster, jeg må sutte på træthed og fingerspidser, mine hænder er mine hænder og jeg har dem fulde af stjålet

red det der dirrer som om det er jaget bort fra et hjem, et hjem hvor skygger har pels, et hjem hvor krykker er smidt i et hjørne, et hjem hvor læbestiften er skjult i sengeskuffen, kan jeg redde det der er sartere end den lille myg jeg splattede ud på dit blomstrede tapet, det blodige er mit og noget jeg gør 

ophørt med at undre mig over alt det der er æltet igennem, og som man passer til at passe sammen, og på minuttet kende et fløjt, jeg tog et tog, og jeg ankom og satte mig på sædet, jeg satte mig for at koge te og tørre mund ren, at rense en skjorte, at tilse en syg lille pæn mand, jeg må le, men jeg må le, jeg sniger mig til endnu en lap at sy på knæ, mine sysler skal ingen blandes ind i, hvad jeg gør og hvad jeg gør i dette uvejr - er min sag! som når det dæmrer som når det er indset at latter er alt 

kunne jeg blegne mig smukkere, og kunne mine sår slikkes, og kunne et skær stå om mit hår, som var jeg hellig, som var jeg skabt til at drømmes frem, et tiljublet dyr, jeg åd det, og min glorie, hvis det fandtes et lys, jeg tændte et håb, og jeg huskede dem på at også blandt skyer skal man jage efter drager, jeg kan love at komme og love at jeg ser dem der hviler i mindet om mig og mine gerninger - at jeg ytrede et mirakel - at mine væsker, hvis man drak dem, at mine væsker ville være det der lindrede

Ingen kommentarer:

Send en kommentar