søndag den 17. maj 2015

hys

jeg med et hjørne at skamme mig i, således er jeg sikret og så så man den der var en kryster ile frem til fedtkuglen og dernæst bare nippe løs, nippe og nippe indtil INDTIL at
denne eksistens
simpelthen ikke længere formåede at sluge sig rask, og derfor, DERFOR siger jeg jer, derfor dånede og
fik grønne plamager på kjolen, som jeg fik grønne plamager på
kjolen på
grund
af græsset der var fugtigt, på grund af græsset, vil jeg tro, fik jeg stress jeg skulle ikke bekymre mig sådan
om muldvarpeskud, det
gjaldt om at rane til sig af æbler og blommer (før det var for sent) og så stå der og koge
grød til alle
de gæster der gik igen og ikke tog bordkortet med hjem, altså det var
helt
til hundene, og jeg begraver som sagt min
skam
i det hjørne jeg ejer, der er min skam, og der kan jeg skamme mig ud og jeg kan tage den lidt med
ro
og jeg kan vide mig sikker på at ingen vil nænne at fjerne spindelvævet til næste gang
jeg eller
bare
nogen som helst anden
skulle hige efter et sted
at trække vejret dybt ned i
lungerne, lungerne der er så forsigtige med at trække vejret, og det kan gøre ondt, især på gæster
med grød i maven, det kan gøre ondt
at trække vejret, at ane at noget ikke er som det
bør
være,
at
titte hen til den
faldne, hen til mit hjørne jeg tager det
ret
tungt når jeg ikke når at registrere hvem der
bare lige
kommer og går og går
forsigtigt til værks og går helt gal i byen, helt gal i skralden bliver jeg når jeg under dans føler mig trådt over
tæerne, min ømme fødder, og mit skørt der suser, jeg vil ikke
tilgive den der klodset
forvolder mig smerte i dansen, det er en mening jeg har, det er en grænse jeg udbreder mig om: at elegancen gælder om
syv minutter
og cirka tre sekunder, jeg kan godt love jer for
at jeg
er nøjeregnende og konsekvent
med håndhævelse
af regler, jeg straffer den som formaster sig til at
lade mig
ligge og
hulke for længe, længere
end
syv minutter og tre sekunder, det er
vigtigt
at jeg er parat til at
rense sjæl og dryppe et par dråber væske
i en anden væske og lade den væske indgå i et ritual der munder ud
i
den store sorg over solens
snarlige nedgang, jeg
hader nat så
meget
man skulle tro det var
en løgn, en løgn at mørket falder på, og også i mine
armhuler hvor jeg har groet mig et helt lille kradsende vildnis af
mørke

lørdag den 9. maj 2015

tøveøve

leger til enden er nær, byder på ribs, og strejker, jeg kan længere se end du, jeg ser helt ud til den herres lygte, og alt du siger vil mig det nådigt, jeg sky og skamfulde kan evne min vrede

gå til senere time, og også mit åndehul, jeg jog gennem de buske, jeg ankom, og fik fred, også med mariehønen på min hånd, til jeg som også mine søstre aner at det er et bekendt sted, mit blik bløder dig op, og må du mæle et ord om min hvide kind: kend mig på min rødmen, jeg må ikke sige det, men jeg: jeg: løsner mit hår og orker at svede, pletter under armene

for om inden et sekund: et kys, afskåret og munter, men jeg mente mit suk, som alene her i et rum, og ramt af tanken om: kvidder der forstyrrer min søvn, det vil sige: at vågne og være helt hidsig, en blære fyldt med alt for meget tis, jeg kan tømme mig i mørke, jeg tænder ikke lyset

husk på at frugt af vreden er kærlige strøg langs rygsøjlen, hvilken belønning, og at jeg orkede det udråb, det gav sig selv at vi sad og sad sammen som to der brød sig om at ivre, et lille mimret næsenus, når jeg når gennem disse hårde ord, vi vinder tid med vores velkomst 

tøver og leder atter efter en anledning til at tage afsked med solen, jeg gad ikke park i dag, ikke grønt, jeg snyder mig til kræ på trappen, jeg har en lille pigerøst at gøre godt med, og jeg må kalde med et lillebitte kald, og jeg må vente et opkald, og jeg må sjuske med min søvn, jeg må lure på dagene, og jeg må møde alle med de smil der er så anstrengende at smile, meld det til de der tier med deres mistro

så du mig sartere end du troede, at jeg kunne være så fuld af hjertefejl, lygtede mig frem til at finde en skat i stjerneskær, en aflåst dør der lokker mig til sig, jeg ville bryde ind og jeg ville stjæle mig en kæde af sølv. jeg ville være en tyv, en tyv man kunne fængsle, man kunne elske til døde, jeg husker mig selv på at jeg ikke kan mønstre endnu et fantasifoster, jeg må sutte på træthed og fingerspidser, mine hænder er mine hænder og jeg har dem fulde af stjålet

red det der dirrer som om det er jaget bort fra et hjem, et hjem hvor skygger har pels, et hjem hvor krykker er smidt i et hjørne, et hjem hvor læbestiften er skjult i sengeskuffen, kan jeg redde det der er sartere end den lille myg jeg splattede ud på dit blomstrede tapet, det blodige er mit og noget jeg gør 

ophørt med at undre mig over alt det der er æltet igennem, og som man passer til at passe sammen, og på minuttet kende et fløjt, jeg tog et tog, og jeg ankom og satte mig på sædet, jeg satte mig for at koge te og tørre mund ren, at rense en skjorte, at tilse en syg lille pæn mand, jeg må le, men jeg må le, jeg sniger mig til endnu en lap at sy på knæ, mine sysler skal ingen blandes ind i, hvad jeg gør og hvad jeg gør i dette uvejr - er min sag! som når det dæmrer som når det er indset at latter er alt 

kunne jeg blegne mig smukkere, og kunne mine sår slikkes, og kunne et skær stå om mit hår, som var jeg hellig, som var jeg skabt til at drømmes frem, et tiljublet dyr, jeg åd det, og min glorie, hvis det fandtes et lys, jeg tændte et håb, og jeg huskede dem på at også blandt skyer skal man jage efter drager, jeg kan love at komme og love at jeg ser dem der hviler i mindet om mig og mine gerninger - at jeg ytrede et mirakel - at mine væsker, hvis man drak dem, at mine væsker ville være det der lindrede

onsdag den 6. maj 2015

mismismistankeanke

snarere henført end: med næse i sky (og imens så jeg en flue hoste og dø), hader at stinke af alder og parfume, og det gør jeg, til segn, til sættes op og er rank, og også i stand til at holde position meget længe, sluger støvpartikler, og: beklager, beklager: det, men mest sker det i mit: STILLE SIND, som sartere end før, og her er en gentagelse, er jeg sikker på, der er ikke mere, og malket tom, søde ko på mark, jeg kaldte den ikke noget for den var dog blot en ko på min mark, naboareal, er det løgn at jeg sår tvivl i sind, tvivl om sandhed og fotografi, jeg snerrer som blodtappet, sted ud et bevis på yderligere anstændighed: at jeg udbedte mig en undskyldning fra den dame der synes at erklære mig krig, og det i et lokale langt langt borte, man lod mig ikke se mig an, og man forbeholdte sig ret til at ælte mine fedtdepoter godt og grundigt igennem, jeg giver ikke meget for høflighed, men jeg manglede: beklagelsen, uh så forurettet og sær, og som jeg slingrede hjem på overbelæsset cykel, som jeg slingrede som jeg er: gennemgramset og fuld af snavs, jeg cyklede min harme hjem, jeg jog ind i favn, jeg jublede med mine suk og så kom mit rasende efterspil: at da det kom til stykke: at det der skete var: vi lod det ligge, og min dunst var ikke at ignorere, det blev den: kan jeg lige love for, halvt afkrænget buksedragt, hvad behager mere end et mikroskopisk pigebryst at sutte lidt mere pastelvortet (hvornår mørkner de?), what, holder ikke ord, siger ikke fermt frem som en anden anden, men hvad gør man når man oplever sirlig og ældet hånd række ud og krænke, med det mener jeg: lidt spyt på servietten og så gnide plet bort fra kind, og så gider man bare ikke sige sig fri for at: SELV UDE OM det, mit spild, min sorg, mit sukrede karamelæble i solen i alt for lang tid, for alt for lang tid siden, det der tælles er perler i aske, det der gælder er regler skrevet ned på papir, hahahaha indebrændte brynjebarn, hæhæhæ, jeg har ikke set hvem der sender trusler, men jeg er modtager, og jeg er yndig i aftensolen, og det var hvad jeg afviser: at huse disse tanker: at jeg er yndig i aftensolen, jeg skammer mig over at ænse mit spejlbillede, og som sandt er: jeg fortjener den straf jeg fortjener, jeg får den straf jeg får, det er for sent at sende afbud til udflugten, jeg ved ikke hvilken, et sted skulle vi hen, har opgivet at give mening, men jeg mener mig dog i det mindste i stand til at afgive en form for livstegn: et ekko eller andet i den stil, som altså noget der vækker genklang, ikke på en god måde, bare på en måde, pynter og pynter, bare for at foretage mig noget, når det nok, min søvn, forspildte snork, snakket ud, og som zombie i en sofa med en ske: slubrende slubrende, det er ikke et scenarie jeg vil fremvise på anden vis - kunne fx være billede, slet ikke set, satte mig for at prøve at bevæge mig lidt ud - så sker det at jeg: KOMMER UNDER MISTANKE, og hvad kan jeg så gøre andet end atter at fortrække til mere trygge kroge, som en fisk i vandet: til falds for glitrende vedhæng, krølle sig sammen, knæ under hage, fundere over om mon månen er en anelse stødt - månen som er et æble som er blevet tabt, sesese det er skod sagt, for tyst og for for sent, et til prik på skulder og jeg vil blegne mig så hvid at jeg er en anvendelig læselampe