lørdag den 28. marts 2015

nulnultyve

prinsessen der sagde:
jeg
har
syet sjaler i tohundrede år og det er jeg egentlig
lidt
pissetræt af, så undskyld mig min
bitre mine, jeg må ældes uden at
kny, og jeg må
klø på med mine
sarte hænder, jeg holder mig rank, og jeg knejser med
min nakke, men ak, hvad nytter
det
hele dog, når nu
jeg ikke
er
andet end en der siger tak for silke og ja jeg æder den bille hvis ikke
nogen
stopper mig

dagdererendnumereaftenmåskekanmankaldedetnatmendetvedjegikkeogjegerirriterendefordiderikkeermellemrumhermenjegvedikkehvorfor

som den butler jeg
i
en anden tid måske kunne have været, som den butler jeg
er, jeg fremviser bakken, jeg pudser glasset, jeg tørrer læbestift af kanten, jeg jager ikke med kattene, jeg lader dem lege med det garn der er deres, der er dem givet af den
HERRE i den
grå habit, den HERRE, der er min: HERRE, jeg ser bort fra afbrydelser, min tale er tilegnet mure, og hvad de lytter til af alskens muml, jeg siger
jeg er ikke den der sløjfer dessert, sæt ind før isen smelter, en erfaring der har gøre med sølvske, jeg pudser og pudser, og jeg sørger for at gardiner trækkes for ved:
MØRKETS FREMBRUD, jeg sørger for at gardiner trækkes fra ved: SOLOPGANG, jeg sadler hesten om, og jeg har arrangeret buketter i vaser i
23 år, og jeg er
indædt forulempet af spøgelset der spøger i min HERRES
hus, jeg er bedre tjent
end som så, men jeg sagde ikke: jeg siger fra, især når: månen er for rund, og det kan svimle til selskaber hvor der
loves bod og bedring, og hvor
perlekæderne forsvinder, og ingen kan sige hvorhen, vi ved ikke noget om hvem den langfingrede er, vi tror ikke på udåd, vi stoler på de der kommer
og
de der
atter går, vi stoler ikke på vores
spøgelse, men det er der ikke meget at
gøre ved, det er i mit ansigts sved at jeg proklamerer nyligt ankommendes ærinde, min HERRE skal vide besked om hvad der skal tages HÅND OM inden at tærskel bliver
overtrådt, træt i mælet, men jeg melder: højt og klart: at ankommet er: og det er en eller anden der er en bekendt, og jeg beder ham om at hænge sin frakke på stumtjener, og jeg nynner for mig
selv, selv
om ro og pli er
absolut nødvendigt, jeg giver lyd fra mig, jeg har dog karakter, jeg taler til
deres hjerte, jeg beder dem om at
udvise mig den smule forståelse som jeg uden skam tillader
mig (i mit livs efterår) at
angle efter, efter jeg
har klaret det jeg skal klare klækker jeg et æg jeg har gemt på mit værelse, jeg har
gået og ruget, og det er ved at være på tide at
få det
ud det der
gror inde bag den hvide skal, jeg kan mærke at det kræ der er i fødselsfængsel, at det kræ kræver
liv
nu nu jeg tænker over det: mit æg er særligt, jeg lagde det selv i mine tiders morgen, og jeg er udover
butler også en
kærlig mor, en der skal værne om
det nye liv jeg har
skabt, jeg har skabt det uden min HERRES tilsagn, jeg har skjult mit æg, og jeg afventer i hemmelighed et nyt væsens
komme, det er noget der kildrer
i maven kan
jeg love dem for, jeg forsøger at dulme
mine
nerver med lidt
støven af, støven rundt, snuse i skuffer, i de private gemakker, jeg er stort set en helt
normal
ansat, og anset for at være en stabil arbejdskraft, jeg gør min
pligt, og jeg er
diskret som
skygger, som solskin og myg, jeg mener
jeg siger ikke noget der ikke må siges hvis ikke det da lige stikker
mig

fredag den 27. marts 2015

dagdereraften

farer vel og: ødsler alt det ud der er salt: som når en pyt er: tårer, og de er, nej som taget ud af enhver: EVENTYRLIG taske: diademet, jeg

tog
og tog og tog

fra de der med MØJE og BESVÆR havde samlet

alle de krummer de kunne finde

i skove, på asfalt, et fejlslagent anslag

og også jeg jog gennem natten iført diademet og alt for mange hundeøjne hængende om min hals, helt særlige forbehold: jeg tog mig den frihed at:

indføre regler, regler der ikke levner meget plads til

at eje sit smykke, jeg gloede mig tom for tanker og så tog fanden
ved mig, han var
sød ved mig, han tog et
fast tag, et tag med sine hænder, han tog, hans hænder om mit liv, lige lidt for dejligt, til
din smag, lidt til en side, til spidsen af tungen -

et
ord og man
er
dødsens, et ord og jeg spilder kræfter på at se igennem fingre, en skov
af hænder, det er den skov hvori min flugt finder
sted, hvis jeg skal være helt korrekt - mit
flugtforsøg, og om det ender
ud med
en undsluppet tyv, jeg er den sidste der skal vide det, jeg er den første til at fjerne fregner med mit laserblik, kosmetiske geni, betalt med

fandens pumpestok, jeg stakkels
trussel

mod skovens DYBE STILLE
RO

rart at gøre dem bekendtskab (de der samler krummer, de der gør en dyd ud af at fodre fugle)

onsdag den 25. marts 2015

femogtyvendemartstotusindogfemten

træt af at komme til at glemme en mascara i en kurv, og blive afkrævet udøsning af ting og sager, mine lommer, og må jeg lige bede om at du passerer denne delfinbamse, må jeg lige bede om en forklaring - en mand med et skilt - må jeg lige lukke døren og samtale - vil du lige vente og vil jeg lige næppe tro dig når du siger at du rent glemte at lægge den op på båndet. JEG var set (sagde han). og så sagde jeg: jamen tjek den kurv, jeg er sikker på du finder genstanden du hævder at jeg har taget i den kurv jeg efterlod i kurveopstablingen ved kasse 6, jeg er ingen tyv, jeg har bare ikke sovet i nat! Jeg er distræt! og jeg får at vide: du må ikke være distræt når du handler, du må ikke glemme dit behov for nyt sminke. man glemmer ikke hvad man har brug for! (sagde han). Men jeg glemte (sagde jeg). sådan noget glemmer jeg. jeg er så forvirret når jeg køber ind, jeg glemmer hvor jeg er, og jeg kigger tre gange på alting, og så tænker jeg: ja en mascara til mine øjne, fordi jeg gør dem så store og sorte som muligt, sådan at, sådan at jeg kan se, men ikke ses (misforstået, jeg ved det godt, usynlighedskapper findes ikke, slet ikke i form af vandfast mascara), og så kommer jeg i tanke om: tandpastaen, kaffen, blåbærrene, ALT I ALLE RETNINGER og det er en zigzagget rute, og det er klart at jeg, jeg må have set helt sær ud, og uden sans og samling (hvilket jeg var - var uden), og så har den mand med skilt og muskler og ansættelse i BILKA, så har den mand udøvet detektiv på mig, og han må have fulgt mig med sine øjne, og og med sine skridt, og i min halve time hvor jeg tusser rundt og er fortvivlet over at købe ind I DEN HALVE TIME: en skygge, en skygge der siger: stop og stands, jeg er butikskontrol, jeg sagde: nej tak jeg skal ikke have noget. Han siger: hov hov unge dame, du tog vist noget? jeg: what, nej næppe. Jeg kommer ind på kontoret (der hvor delfiner findes), og jeg afkræves forklaring, og jeg siger: jeg er ked, jeg er træt, jeg glemmer? jeg er ikke tyv, please kig i den kurv, men nej: en samtale med en anden butiksvagt med ansættelse i BILKA, han siger: jeg holder altid godt øje med de satans østeuropæere. Jeg skal stå og vente, og jeg har tømte øjne, og bævende underlæbe, og han holder åbenbart øje med "farvede lømler", og øje med mig, holder øje med den distræte søvngængerperson der ikke opfører sig som NORMAL KUNDE, og jeg afventer hans nåde og han taler i mobilen, og det er vigtige sager, og de skal lige tjekke, og de skal lige tale, og bekræfte mistanker, og jeg afventer at han tjekker mig færdig, men samtalen tager tid, trækker ud, og jeg forsøger at holde tårer tilbage, og jeg kigger på den bløde gigadelfin, og så siger han hejhej, og jeg er atter center of attention, og han kigger på alle de varer DER ER KØBT OG BETALT, og siger: sært at du har betalt for disse ting, når nu du forsøgte at stjæle sminke, og jeg græder ikke og jeg græder næsten og jeg siger: vil du ikke godt være sød at kigge i den kurv? og han hører min bøn, og han siger: lige et øjeblik, jeg skal finde en der kan sørge for at du ikke stikker af, og jeg siger: jeg stikker ikke af, og ind til mig og gigadelfinen kommer: ung blond teenansat pige, og hun ser yderst ubekvem (ved situationen) ud og jeg siger HEJ og søger hendes blik, hun kigger bort og piller i sit ærme i cirka fem minutter. min lille vogter. så træder vagt ind med STORT GRIN, og siger: fundet! og fremviser stolt mascara - som - jamen som jo lå i kurv! SÅ HAR VI TO JO INTET PROBLEM. smil smil. og så er han beleven og pakker mine varer ned i posen igen, og giver mig ros for mit sunde valg af frugt (de blåbær), og dem skal jeg hjem og nyde? Og jeg kan ikke længere ikke græde, så jeg græder, og siger tak, og at jeg skal bare ud nu, og han FINDER EMPATI FREM og siger: jamen søde ven, er der sket noget? jeg siger som sagt før: jeg er bare træt, og ked, og JEG HAR MENSTRUATION, og jeg tænker: ikk spørg mig om mig og mit liv nu, ikk lad som om du har den interesse for hvilke kvababbelser man kan tænkes at gennemgå som UNG DAME med behov for mascara, du aner ikke hvad du ikk vil vide, men jeg siger bare: jeg bløder, jeg græder, jeg har brug for luft, forskrækkelse i hans ansigt, jeg tænker at han tænker (HYSTADEHEKS) freak, mens han muntert forsøger at muntre mig op, og lader mig kommer ud af HURTIG UDGANG, og jeg siger: mange tak, og god dag, og i lige måde.

en ting der skete i dag, som gør mig ked af det.