tirsdag den 24. oktober 2017


Anamnese 
Henvendelsesårsag: Er blevet sutureret i dag på HEH, da hun skar sig. Har nu mange smerter. Har taget PCM ca kl 1730. ; Taler frit. 
AA:

lørdag den 30. september 2017

bare holde sig for ørerne og lukke øjnene og nynne imens for ikke at vide af hvad der sker for der sker ikke noget
jeg ved ikke om jeg er set og om jeg kan narre nogen

i hvert fald ikke mig selv


så skammen bliver rouge og klædelig
beklager

meget meget kold appelsinjucie
hævnkroppen

hæver og sænker sit bryst

hjertet går i stå

hævnkroppen dør


(fortsættelsen: hævnkroppen genopstår som zombiehævnkrop)

onsdag den 26. juli 2017


Nu da jeg har lært at tale fra hjertet er det på tide at indrømme at jeg ikke hader mig selv. Jeg elsker mig selv som jeg elsker en sommermorgen med regn. Det vil jeg ikke skamme mig over. Og når katten smyger sig om mit ben, da føler jeg at jeg har gjort mig fortjent til omsorgen. Jeg er værd at elske. Sådan kom jeg af dage: jeg græd mig ihjel på en hvid briks. Men gråden var den lykkeliges gråd. Fordi jeg var så alene, blev jeg så ren og stille. Det rene, det stille: det kan jeg anbefale. Jeg tror at sulten kan hjælpe én på vej mod de andre verdner. Og jeg tror at smilene kan høstes i det Paradis der er forbeholdt de stærkeste. Dem der kan nøjes med vand og med lys. Dem der er smukke og grusomme og ude af sig selv af kærlighed til deres eget ansigt, deres egne skuldre. De vil ikke være mere end sig selv. Den måde de er mest sig selv på er enkelthedens måde. De gør sig magre og kolde. De nynner for sig selv, men er ellers tavse. De ser hinanden, men ser alligevel ikke helt, de ser ikke lyset i hinandens hårde øjne, for det lys er af det ophøjede, og man tåler ikke den andens ophøjelse, man tåler kun sig selv, man tåler kun sin egen frelse. Hadet kan være så lutrende. Det had man nærer til sin næste. Den eksistens der lettere lader sig føre mod opstandelsen. Men jeg er den bedste. Der hersker ingen tvivl. Straks jeg ses efter i sømmene ses det at jeg snart er parat til at træde ind på den scene der er de sartestes. Her skal dansen finde sted. Den dans der er den sidste dans før den endelige opløsning. Det væld af sommerfugle mit legeme vil fragmentere sig til. Jeg glæder mig som et barn, et lille barn. Mit smil slipper fri af mig. Og vil det fremover svæve i luften – til fri afbenyttelse. Så smukt som det smukkeste ribs i solen. Et kys til den dristige. En trøst til den ensomme. Et glimt i mørket, mine tænders blændende skær, til den vildfarne. En venlighed til den fjendtlige. Tænder til den tamme. Den tamme tamme mis der slikker i sig: mælk, smiger. Gem ikke til natten hvad du drømmer om nu. Nyd dine spinkle albuers spidse fremsynethed. Og had hvad du hader med al den kraft du ejer i hjertet. Altid ren. Altid ren. Altid rene intentioner og lyset om håret og lyset skinnende fra øjnene der er hårde som flint og diamanter. Men sorte. Det sorte lys fra kragernes fjer. Frasagde jeg alt frasagde jeg det for at kunne lette. Som fuglene. Og som en der er finere end noget nogensinde set på jordens overflade. Det bevingede lod jeg mig opfostre til. Og da det fandt sted: det evige – da var jeg klar til at flyve ind i mit hoved og nå på højde med tomheden som ingen ville unde mig. Men jeg tog hvad der tilkom mig. Og smilede det smil der skal tilhøre evigheden og folket. Folket der ikke finder fred, men finder rav ved stranden, og tror på det i kæder, som talismaner, som hænges om halsene, når de danser, i aftnerne, når de er bange, og ikke ved hvad ellers de skal stille op med deres urolige kroppe. Og ikke ved af at lyset i hjertet for længst er gået, og havet stiger, og smilet hænger over det og er næsten en sol der går ned. Sådan sørger jeg for at holde mig synlig. Og som solskin på vej mod druknedøden har jeg rosenkinderne med mig. Selv om jeg er borte. Helt tåbelige ligklæde lå om mig og gav mig udslæt. Mens mit kød ikke blev sommerfugle, men blev føde for kragerne. Med deres lys der lignede de sorteste sommerfugle. Som man kan fange med det net der kun findes som lys. Bedrøvet i øjenhøjde med tomheden gjorde jeg mig lykkelig med et rødt stof der var bedre at svøbe sig i. Som knogler gik jeg over i historien og gik over til at jage skræk ind i dem jeg efterlod, dem der allerede ved mit smils fremkomst så bort i beskæmmelse, de ville ikke lade mig eje mig selv som en fuldkommen. De ønskede andet for mig. At jeg bed til i æbler og undlod at spytte frugtkødet ud igen. At jeg jog pile ind i små bævrende dyr med små bævrende snuder, fordi jeg var ferm med et våben, og fordi jeg var sulten som et bæst. Men jeg er træt. Og jeg lod masken falde, og jeg lod mig føre bort af en flok fluer der viste mig solen.