tirsdag den 18. april 2017

onsdag den 5. april 2017

mandag den 27. marts 2017




træt som et ondt år og mere end det: med svanernes indsigelser i baghovedet søgte jeg vand og lod talen vige til fordel for skriget mens jeg også kunne se at lyset hed noget andet end lys, lyset hed mørke, og lyset hed hån, og jeg elsker en tekst hvori en pige nægter at tilegne sig løgnens væsen, fordi hun går i enge, i ikke i forfald, eller små sko, for små, forstenet, fordi man ser sig tilbage, mod det tårn der er brudt ud i flammer, fordi man ikke kan dy sig, og så slår man rod, og står og står til evig tid, næsten som et træ, men ikke, mens noget brænder til grunden, og dem man har kær har mistet én til nysgerrigheden, og at man lige præcis, når det gælder, vælger, tvinges, den bydende nødvendighed, i: i: at byde trods, og elske sin skulder som man ser over, og overlade sig til evigheden, sådan at det menneskelige går af én som det bladguld der dækkede præsidentens næse, næsen som min søster og hendes bekendte gned på, inden de skulle stå for dom, sådan at han lignede en klovn, på en fin måde, sådan at han bragte held, og at han var sten, og at jeg stiltiende ser til mens jeg taler for højt mens jeg bryder ud af et rum med mange tomme stole, og orange bukser der matcher de hynder, men jeg skulle skride ud anderledes, nu sent, nu er det, og sent,

ræd

for at té mig galt

til teltene!

hvis jeg ledte en hær
led verdens kvaler
ødslede mine penge bort til ønskebrøndene

og tog billeder

altid

og kun af mig selv

som var jeg det eneste der fandtes

og det er jeg næsten

nu jeg ikke længere ved ud eller ind

levende råd

der gives igen


sedler

tilgiv mig

det her er straight nok

sådan når jeg til ro

(ro ro ro min båd)

kæntr

men jeg ved ikke

solen  solen

solens sol solens sol er måne er månens måne stjerne nej det er lommelygte

torsdag den 23. marts 2017

foragt - i mødet med damen i morgen - at se hende an - ansigtet ansigtet - og bød os til: som tåberne, på vej: i lige måde, mon dog, men fungerer skal det - damen med damens frisure, og smykkerne, og så tilmed at uret er synligt - i rummet .- sandsynligvis beholder vi jakkerne på - fordi vi vil - fordi det vover at stykke sig sammen til endnu en komedie - den hvori vi er hundene med øjnene og tungerne - således ladt alene i et par minutter vil vi himle - og så indtræder: HENDE atter - og så vil det nervøse og venligtsindede, sikkert, sikkert, få overtag og stolene er umulige med det blå, og helt vildt gale af snydte hjerner, vi nyder at afstikkes, men nålene er kun neglene, og med dem sys ikke kjortler, til den syge, den sent syge: jeg, den nyligt: ham, og vi sker et par sekunder i sommerkjolerne, i en anden og i en kommende SOMMER såmænd, men: kan jeg ikke hævde mig, kan jeg fortsætte, som var det mig der ejede trædepuder

tirsdag den 14. marts 2017

lige om lidt udkommer alle jeg kender med en vintergæk, det elsker jeg dem for

mandag den 13. marts 2017

 alle mine knives hjerter har jeg slikket på inden de tilhørte knivene

fredag den 10. marts 2017